FARVEL OG TAK FOR NU

imageI har måske bemærket, at jeg har gået og teaset med, at der sker en masse spændende ting i øjeblikket foruden min tilvænning til det selvstændig liv som fuldtidsblogger? Well, på tirsdag sker det, og jeg er SÅÅÅÅ spændt!

Det er nemlig med blandede følelser, at jeg kan meddele, at jeg stopper med at blogge hos BloggersDelight. Jeg stopper selvfølgelig ikke med at blogge for good, da det her jo er det, jeg brænder allermest for, men min blog vil ikke længere være at finde hos BloggersDelight. Hvad der skal ske, og hvor jeg skal hen, vil jeg lade vente på sig lidt endnu, men jeg glæder mig. Og det bliver så fedt. Og jeg er sindsygt stolt over det kapitel, som jeg nu skal til at påbegynde!

På det her tidspunkt sidste år opsagde jeg min kontrakt hos BD, fordi jeg gerne ville prøve noget nyt. På daværende tidspunkt havde jeg lige fået mit studiejob hos XELLENCE, som jeg var ved at vænne mig til, jeg studerede fuldtid på min bacheloruddannelse, og jeg skulle til at skrive min afsluttende bacheloropgave. Det blev derfor en for stor mundfuld for mig at smutte fra de trygge og vante omgivelser i BD, hvor der altid er styr på sagerne. Jeg skrev derfor under på en ny kontrakt, og vi fortsatte vores samarbejde. Nu er jeg dog mere klar end nogensinde til at tage sagen i ‘egen’ hånd og give den gas med bloggen.

Min opsigelse skyldes primært, at jeg gerne vil prøve noget nyt med min blog og med mit brand, som jeg føler, at jeg er ved at have ret godt styr på. Jeg har været utrolig glad for min tid hos BD, og det har været et fantastisk springbræt og døråbner for min ‘karriere’ indenfor blogging. Der sidder nogle vildt seje og dygtige mennesker bag kulisserne, som jeg har været rigtig glad for at arbejde med. Men nu er det på tide, at jeg kommer ud og står på egne ben. Og jeg er så klar!

Bloggen vil forblive den samme. Og så ikke helt alligevel. Jeg føler nemlig, at jeg de sidste par måneder har fundet mig selv og min plads på ‘bloghylden’ endnu mere, og det vil jeg dyrker i endnu højere grad. Bloggen vil derfor tage en drejning mod at blive mere personlig og dagbogs-agtig, hvor jeg tager jer endnu mere med ind i min hverdag, mine tanker, mine overvejelser og mine beslutning, som jeg egentlig også gør nu. Bare lidt mere. Hvis I forstår? Jeg ved, at I – ligesom jeg – er tosset med mode, beauty og indretning, så det vil der stadig komme en masse af (og endnu mere bolig når jeg får vist jer vores fine lejlighed), men der vil også komme helt almindelige hverdagsting såsom dårlige dage, hurtige opdatering om et og andet, mindre ‘glansbillede’ indlæg, karrieresnak om det selvstændige liv, tips til hvordan man opbygger et brand, driver en blog og markedsfører sig selv og en masse andre ting. Der kommer et indlæg, hvor jeg forklarer mere om dette, men nu ville jeg i hvert fald lige inddrage jer lidt i, hvad der kommer til at ske de næste par dage. Jeg skifter officielt d. 1. november, hvor I vil kunne se min nye blog, som jeg håber, at I kan lide.

Jeg håber, at I allesammen vil hoppe med mig videre på eventyr. Under alle omstændigheder vil jeg i hvert fald takke jer for, at I gider at læse med, engagere jer, komme med råd og feedback til mig og ja, bare er verdens bedste læsere.

I kan stadig finde mig på alle disse kanaler:
Facebook: Frederikke Egel Blog. Instagram: @frederikkeegel. Snapchat: ‘frederikkeegel’. Youtube: FrederikkEgel.

NOGET OM AT VÆRE EN STOLT VENINDE

1untitledSANDRA WILLER FOR MISSYA

Damn, hvor ville jeg ønske, at ovenstående billeder var mig selv i min nye undertøjskollektion, som jeg havde designet, men det kan jeg desværre ikke prale med. Til gengæld kan jeg prale med, at det er en af mine tætteste veninder, Sandra, der står bag både kroppen og designet af undertøjet, og shit hvor gør hun det godt! Sandra; Jeg er f*cking stolt af dig! Stolt over at have en så sej veninde som dig! Stolt over at jeg hver dag kan få lov at blive inspireret af dig, sparre med dig, og både være nabo OG dele kontor med dig! Du fortjener alt, hvad du gør, og du skal bare give den gas! Kun du sætter begrænsningerne, og jeg skal nok være der til at motivere, støtte og hjælpe dig hele vejen! Seriøst, du har designet sin egen undertøjskollektion for Missya!!! Du er for vild!

Jeg har været med på sidelinjen det sidste halve år, hvor Sandra har knoklet for at få det hele til at spille. Hun har haft en præcis idé om, hvordan det hele skulle være, så det passede til hendes person og brand, og hun har været meget specifik og nøjsommelig med detaljerne på alt undertøjet, og jeg må bare sige, at det er blevet bedre, end jeg havde turde regne med! Hun har gjort et fantastisk stykke arbejde, og alt undertøjet er helt perfekt og står mega skarpt. Jeg glæder mig til at købe det hele, når det rammer butikkerne 1. november!

Sandra har selv udgivet et indlæg omkring lanceringen og afsløringen af undertøjet her. Inden hun udgav det fik jeg lov til at læse indlægget igennem, og jeg måtte pænt sige til hende, at hun var alt for beskeden i sit indlæg. Og sådan er det ofte med Sandra. Hun er, ifølge mig, alt for beskeden omkring sin succes, talent og drømme. Hun praler aldrig, hun er aldrig bedre end nogen andre, og hun råber aldrig højest, og hvis der er nogen i verden, der fortjener de ting, hun opnår, så er det Sandra, og det må man fandme godt prale med! Så jeg skrev pænt til hende: “Du er alt for beskeden i dit indlæg skat! Du skal bare prale og være stolt. Det er fucking sejt! BRUG BLOKBOGSTAVER, SKRIV MED FED, BRUG ENDNU FLERE TILLÆGSORD, DER BESKRIVER, HVOR VILDT DET HER ER!” For det her er vildt! Og det er kun begyndelsen. Læs hendes egne ord her. Og husk at køb hendes undertøj fra d. 1 november!

UPDATE

imageJeg har sovet 11 timer i nat/i dag. Afbrudt af 2 tissepauser, men ellers har jeg sovet non stop, siden Mark hentede mig fra min venindes fødselsdagsfest ved 01-tiden i nat. Det er meget sjældent, at jeg sover så længe. Jeg klarer mig ofte på 7 timers søvn både i hverdage og weekender, men jeg mistænker, at nattens søvnmarathon hænger sammen med den ubehagelige oplevelse, jeg havde i fredags, hvor min krop advarede mig mod for mange planer og en for stram kalender det næste stykke tid. Noget jeg endnu ikke har fundet ud af, hvordan jeg lige løser.

Der er flere af jer, der har været så søde at tage jer tid til at skrive og dele erfaringer med mig. Mange af jer mener, at det kunne være symptomer på stress, og selvom jeg ikke vil indrømme det, så kunne det meget vel være rigtigt. Jeg føler mig ikke stresset, for jeg elsker alt, hvad jeg laver i min dagligdag, og jeg elsker at have travlt, men når jeg sætter mig ned og tænker over det, så ved jeg godt, at der er rigtig meget fart på. Både fysisk og mentalt. Især mentalt. Jeg tænker rigtig meget. Og planlægger rigtig meget. Og har store tanker og planer om fremtiden, som jeg søger mod at opnå. Snarest muligt. Men jeg kommer jo aldrig derhen, hvis det går galt inden.

Nu var min krop heldigvis så venlig at give tegn til, at jeg skulle skrue ned, inden det tog overhånd og gik rigtig galt, som jeg ved, at det er gjort (og gør) for mange. Stress er en utrolig udbredt sygdom, som rigtig mange rammes af. Det skyldes både pres fra en selv, omverdenen og samfundet. Hvilket er utrolig forfærdeligt, synes jeg. Det er jo ikke meningen, at det skal være sådan. Jeg selv er heldigvis god til at håndtere presset fra omverdenen og samfundet, men presset fra mig selv er en anden snak. Jeg er i konstant konkurrence med mig selv. Omkring mere eller mindre alt. Og jeg elsker det. Men det kan også være hårdt hele tiden at skulle performe og blive bedre end i går eller sidste gang.

Det er noget, jeg skal tænke rigtig meget over. Og det har jeg gjort her i weekenden, hvor jeg også tog en lille pause fra alle mine kanaler. Jeg har hverken tjekket bloggen, opdateret på Instagram, Facebook eller Snapchat, og det har faktisk været rart. Mærkeligt, men rart. Men nu savner jeg det også, og nu når jeg har fået skrevet det hele ned og er blevet opmærksom på, at det ikke må tage overhånd, er jeg klar til at give den gas igen. Med måde selvfølgelig.

Tak fordi I læser med og er så søde til at give råd og feedback.

TORSDAGSTANKER

imageHer på vej mod 3. time, hvor jeg bare har siddet på min flade og gloet ind i min fedtede computerskærm uden at producere nogen former for fornuftigt indhold – eller fornuftige tanker, for den sags skyld – vælger jeg at skrive et fuldstændig ligegyldigt indlæg, fordi der også sker fuldstændige ligegyldige ting i mit liv. Det er ikke kun en dans på røde roser eller en succes uden kamp. Selvom jeg måske får det til at lyse sådan af og til. Jeg har brugt de sidste 2 timer på at se Youtubevideoer, dumme videoer fra mit random ass feed på Facebook og stalket personer, jeg ellers aldrig stalker. Kun fordi jeg allerede har stalket dem, jeg normalt stalker. Med andre ord, jeg er gået i stå. Og jeg kan ikke komme i gang igen. Morgenen startede ellers på fantastisk vis med morgentræning hos Powerhouse, hvilket burde resulterer i energi, godt humør og noget at skrive om. Og det havde jeg også. Men så gik jeg i stå. Og selvom jeg normalt føler den største motivation og er fuld af idéer, når jeg slår mig ned ved mit bord på kontoret, så er det anderledes i dag.

Så jeg vil egentlig tage mig den frihed at skrive et ligegyldigt indlæg om, hvor lidt jeg er motiveret i dag, selvom jeg af alle dage burde være motiveret netop i dag, fordi det er i dag, at jeg har tid til det. Alle andre dage er proppet med planer fra morgen til aften, og jeg har slet ikke tid til at skrive indlæg, hvorfor jeg burde få styr på noget af det i dag, så bloggen ikke står stille. Og normalt er mit problem, at jeg har for mange indlæg. For mange tanker. For meget at dele. Men jeg kan ikke i dag. Og det er vel også ok? Selvom jeg har dårlig samvittighed. Men nogle gange må man bare acceptere, at hjernen er hoppet i bakgear, og at man ikke rigtig kommer fremad i dag. Især ikke hvis det skal være en kamp at komme frem af, fordi man ikke lige ved, hvordan man får sluppet håndbremsen, der holder én fast i stilstandsposition.

Læs også: Status på første måned som fuldtidsblogger

Med torsdagstanker tror jeg egentlig bare, at jeg mener, at jeg nu sidder og skriver det her indlæg uden overhovedet at have noget decideret indhold til det. Hvilket normalt ikke ligner mig, da jeg ikke gider at skrive et indlæg bare for at skrive det, eller da jeg ikke gider skrive et indlæg, der er ligegyldigt for jer at hoppe ind og læse. Men omvendt så er det her også min blog. Min dagbog. Min hverdag. Og hvis jeg har ligegyldige dage og torsdagstanker uden egentlig mening, så er det vel også en del af det. En del af mig. En del af bloggen.

Det jeg nok egentlig prøver at sige er, at jeg – for nu – lader håndbremsen være trukket og tillader mig at trække stikket for i dag. Og for i morgen om nødvendigt. Der er ikke noget galt. Jeg er ikke ked af det eller noget. Jeg er bare gået i stå for i dag. Og nu har jeg allerede brugt 3 timer på ingenting. Så nu vil jeg lukke ned og glæde mig til, at jeg skal mødes med nogle veninder senere.

BLODDONOR

imageOnsdag d. 14. september

Med dårlig samvittighed over, at jeg først har fået taget min dovne røv sammen til at tilmelde mig som bloddonor i en alder af 23 år, selvom lysten har været der i mange år, sætter jeg mig ind i bilen med retning mod Amager Hospital, hvor tapningen finder sted. Undervejs prøver jeg at dulme min dårlige samvittighed ved at finde på en forklaring på, hvorfor jeg ikke har tilmeldt mig før, nu når jeg ved, at jeg har en af de sjældne blodtyper, og at der findes mennesker derude, der kunne bruge netop mine dråber. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke finde på nogen forklaring. Jeg er ikke bange for nåle. Jeg er ikke syg. Jeg er ikke allergisk. Jeg har ikke været ude og rejse i nogle specielle eller udsatte lande. Jeg opfylder ikke kravene for karantæne. Jeg er ikke gravid. Jeg er ikke undervægtig. Jeg er ikke én eneste af de ting, som de beder mig om at svare ja eller nej til i spørgeskemaet, som jeg har besvaret hjemmefra. Den dårlige samvittighed nager mig endnu.

Da jeg ankommer 18.20, får jeg med det samme øjne på vinduerne, hvorpå der ved siden af en rød bloddråbe og står: “giv blod“. Min samvittighed lettes en smule, da jeg jo parerer ordre. Jeg giver blod. I dag. Om lidt. Jeg giver en halv liter blod og har startet min karriere som bloddoner, som jeg stolt og pligtopfyldende vil blive CEO i, så jeg med god samvittighed kan sige, at jeg har gjort mit. Mit til at der er blod til nogen derude med samme sjældne blodtype som mig. Eller bare blod til mig selv, hvis det en dag skulle blive nødvendigt. AB RhD Positiv er min blodtype. 4% andre i Danmark deler samme blodtype, som jeg. Det er ikke mange procent, men det gør netop, at jeg får endnu mere lyst til at dele min blod, da jeg ved, at vi er færre om budet, men at der stadig vil være nogen, der har brug for det.

Jeg finder min plads i venteværelset og grubler lidt over, om jeg har fået nok at spise og drikke i løbet af dagen. Jeg er ikke sikker, så jeg tager en lille pose chips, drikker noget vand og ser lidt fjernsyn, mens jeg studerer de andre i rummet og overvejer, hvor længe de har været donorer. Efter ca. 10 minutter bliver jeg kaldt ind til ‘første’ samtale, hvor hun skal stille mig nogle rutinespørgsmål og sikrer sig, at jeg har spist nok i løbet af dagen. Det har jeg ikke. Så jeg bliver sendt ud igen og bliver bedt om at spise en pose chips mere og drikke to store glas juice. Det gør jeg. Da jeg propmæt bliver kaldt ind 10 minutter senere kommer en sød og smilende dame ud og tager imod mig.

Inde på briksen får jeg lidt instrukser i, hvordan det hele foregår, da de godt ved, at jeg er førstegangs-tapper. Min samvittighed nager mig igen. Øv. Jeg ville gerne have været garvet-tapper nu. Ikke førstegangs-tapper. Men vi går i gang, og jeg får en bold i hånden, som jeg skal klemme om for at få blodet til at løbe. Det gør jeg. I lang tid. Mit blod løb åbenbart langsomt og nogle røde knapper begynder at lyse og blinke, så jeg bliver bedt om at klemme endnu hårdere og hurtigere om bolden. Min arm begynder at spænde, mens jeg gør det. Så jeg beder om at få en bold mere i den anden hånd, så jeg kan fjerne fokus fra min ene trætte arm over til den anden, der har lidt flere kræfter, så jeg skiftevis kan klemme i begge bolde. Det var bedre. Blodet løber afsted, og jeg får ros. Inden jeg ser mig om, trækker kvinden nålen ud af min arm igen, og så er jeg færdig. Jeg får en cola, som jeg skal drikke for at holde min blodsukker oppe, inden jeg må sætte mig ud i bilen og køre hjem.

Glad og tilfreds sætter jeg mig ud i bilen og glæder mig over, at min bloddonor-mødom er taget, og at jeg nu fast kan komme og få tappet blod hver 3. måned. Jeg glæder mig allerede til næste gang og trøster mig selv med ordsproget: “bedre sent end aldrig”. Næste gang er det ikke første gang. #givblod

Older posts